Restaurering,
en artikkel, der handler om de forhold og problemer man
stilles overfor, hvis man beslutter sig for at restaurere,
eller få restaureret bilen i sit liv.
Om restaurering af Veteranbiler.
( Sandheden om Restaurering )
Af Ole Sommer
Begrebet restaurering er noget du nødvendigvis
må forholde dig til med en klassisk bil, ikke
bare i form af løbende vedligehold, men også
hvis du vil have bilen adskilt i dens bestanddele og
genopbygget, ligeledes har restaureringen stor betydning,
hvis du køber en bil, som allerede er restaureret.
Restaurering er et af de mest kostbare aspekter ved
det at eje en klassisk bil, derfor er det vigtigt at
kunne vurdere om restaureringen er udført af
eksperter, eller af "cowboys". Når du
først ved hvad du skal se efter, vil du bedre
være i stand til at træffe de rigtige valg.
At få en klassisk bil restaureret.
Typen af bil, dit budget og hvor længe restaureringen
må vare, vil være bestemmende for den grad
af restaurering du bør vælge. Hvis du allerede
er ejer en af klassisk bil, handler det sikkert om en
i gang værende restaurering, men hvis du drømmer
om at finde en bil du kan restaurere og tjene penge
på ved salg, så glem det, her kan kun de
allermest eksotiske biler komme på tale.
Hvis du finder en Alfa Romeo P3? "Monza"
fra 1933 i en lade og giver den en gennemgående
restaurering, kommer du måske af med et sted mellem
1,5 og 2 millioner kroner, men den vil formentlig være
mere end 5 millioner værd, når den er færdig
restaureret. Der vil derimod ikke være meget profit
i at spendere 180.000 på en total restaurering
af en MGB, når bilen i restaureret stand, sandsynligvis
kun kan handles til 90.000. Selv lidt mere spændende
biler, som f.eks. en Aston Martin DB5, vil sandsynligvis
ikke kunne holde pengene hjemme. Restaureringen vil
måske tage 1800 timer og koste over rund million,
dertil må lægges prisen for en donor bil
på omkring 600.000. Top restaurerede biler af
denne kategori annonceres til 110.000-150.000£,
altså omkring 1,5 million kroner, så ikke
engang det, vil sandsynligvis være nogen særlig
lukrativ forretning.
Skal du købe, så køb hvis du har
råd, en bil som ikke skal restaureres, men omvendt,
står du overfor bilen i dit liv, så ja,
restaurer den.
Hvordan vælger du den rigtige til at restaurere
din bil.
Når du leder efter en restaurator til din bil,
skal du ikke bare gå til det værksted, som
rent geografisk er det nærmeste. Der findes måske
lokalt i dit område et værksted, som ikke
skilter så meget med sine talenter, men som tidligere
har udført restaureringer med godt resultat.
Hvis det er tilfældet, er det absolut værd
at kontakte dem for at få et tilbud, men få
også tilbud fra andre. Kontakt flere værksteder,
det vil give dig mulighed for at spørge dem om
hvordan de vil udføre arbejdet, prøv at
bedømme om værkstedet har den nødvendige
forudsætning for at gennemføre den restaurering
du har tænkt dig, spørg efter tidligere
opgaver som værkstedet har udført, prøv
om du kan få nogle af deres tidligere projekter
at se, det vil give dig muligheden for sammenligne ikke
blot priser, men nok så vigtigt kvaliteten af
de udførte restaureringer. Hvis du ønsker
et højt kvalitets niveau af din restaurering,
skal du ikke kun gå efter den laveste pris, men
indstille dig på at kvalitets arbejde tager tid,
somme tider meget lang tid, og derfor bliver tilsvarende
kostbart. Forhør dig også hos mærkeklubber
og tal med andre veteranbil ejere, som tidligere har
fået udført restaurerings arbejde, for
at høre om deres erfaringer. Mærkeklubber
vil ofte have kendskab til hvilke værksteder man
har gode erfaringer med, men vær lige opmærksom
på at der ikke er økonomiske interesser
mellem klubbestyrelsen og det eventuelt anviste værksted.
Måske ligger det bedst egnede værksted ikke
lige uden for din dør, vælg det alligevel,
men sørg også for ikke at sende din restaurering
så langt væk at det bliver uoverkommeligt
at føre jævnligt tilsyn med restaureringens
forløb, den løbende kontakt mellem dig
og værkstedet er meget vigtig for resultatet.
Af samme grund må det siges som regel at være
temmelig problematisk at sende projektet udenlands,
til f.eks. Polen eller England, der findes givetvis
dygtige håndværkere i Polen, at der findes
endog meget dygtige håndværkere i England,
er noget som mange af os har kunnet over bevise os om
ved selvsyn, men den løbende kontakt med værkstedet
er meget vigtig, for husk der findes også "cowboys"
i udlandet
At få et tilbud. (at indhente et tilbud )
Når du har fundet frem til et egnet værkssted,
vil det interessante være, hvad kommer det til
at koste og hvordan bliver arbejdet udført, samt
hvor lang tid vil arbejdet vare. Prisen for en total
restaurering, lader sig vanskeligt, eller rettere umuligt
fastsætte. Lidt lettere bliver det, hvis der er
tale om en lille klart defineret reparation, selvom
også dette somme tider kan være vanskeligt.
Lidt synligt rust i f. eks. et panel vil ofte vise sig,
når det bliver lukket op, også at kræve
reparation af inder panel og måske både
A og B stolpe. Det seriøse værksted vil
kalkulere med denne mulighed og med at skulle gå
hele vejen for at udføre en perfekt reparation,
medens den mindre seriøse reparatør måske
tænker når jeg først har det nye
panel på plads, kan kunden jo alligevel ikke se
om der skulle være mere rust bagved som ikke blev
lavet, derfor vær sikker på hvad det er
du får, når du begynder at sammenligne priser.
Det bedste vil være hvis du og din reparatør
i fællesskab bliver enige om at definere opgaven
som en række del operationer og aftaler til hvilken
standard arbejdet skal udføres, bedst vil det
være, hvis i skriver ned hvad i bliver enige om,
men vær indstillet på at den seriøse
reparatør vil have betaling for den tid han har
brugt på at gøre din bil op, hvis du alligevel
vælger at bruge et andet værksted. Hvis
det lykkes for dig at få en pris på den
enkelte opgave fra din reparatør, så tænk
på selv om han er dygtig og har prøvet
det før, så kan han jo alligevel ikke kende
reparationens omfang før han får lukket
den op, derfor kalkuler med en højere slutpris
end anslået, regn med 20% eller endnu bedre 50%
mere end oprindelig antaget, omvendt kan det jo også
ske at reparationen har et mindre omfang end kalkuleret
og der for bliver billigere.
Det korte af det lange i denne polemik er, at det er
meget vanskeligt på forhånd at fast sætte
en endelig pris, tænk på dette når
du skal vælge mellem den reparatør som
lover dig fast pris og ham som tager forbehold i hvad
i finder når i lukker bilen op, hvis du vælger
ham med den faste pris, vil jeg gætte på
at en af jer bliver snydt.
Altså det er vigtigt at aftale mest muligt om
reparationens omfang og kvalitet, men det er mindst
lige så vigtigt at du følger reparationen
medens den skrider frem, det vil give dig vished for
hvordan arbejdet er udført, samtidig med at det
giver din reparatør mulighed for løbende
at diskutere hvordan du forventer arbejdet udført
og få din godkendelse af at du er tilfreds med
reparationen, hvilket vil spare jer for det kævl,
som kan opstå når, eller hvis, det viser
sig at du som kunde havde en anden opfattelse af reparationens
udførelse end værkstedet.
At betale for arbejdet.
Du kan finde værksteder med forskellige timepriser,
nogle er meget billige, måske skal de blot have
godt et par hundrede kroner i timen, andre virker betydeligt
dyrere og forlanger måske 600kr. i timen eller
endog mere. Det er meget naturligt, hvis du gerne vil
have arbejdet udført så billigt som muligt,
men prøv at vurdere hvad det er du får
for dine penge. Der kan være forskellige grunde
til at de dyre værksteder har så høje
timepriser, det er måske et værksted som
også har en forhandling af et anerkendt og respekteret
mærke, og derfor har store omkostninger til salg,
reklame og anden markedsføring og lader dette
smitte af på værkstedstimeprisen. Men du
skal ikke være blind for at det tilsyneladende
mere ydmyge værksted med en ret høj timepris
måske kan tillade sig dette fordi de er specialister
i netop det at restaurere veteranbiler og af samme grund
kan udføre opgaven både hurtigere og frem
for alt kvalitetsmæssigt bedre, men under alle
omstændigheder valget er dit og det kan godt være
vanskeligt at afgøre hvem det er mest fordelagtigt
at bruge, du må forsøge at vurdere, hvor
højt er dit kvalitetsniveau, hvor stort er dit
budget og hvor lang er din tidshorisont, lad disse vurderinger
ligge til grund for dit valg.
Prøv at budgettere med alle eventualiteter,
regn med den tid det tager at adskille bilen og katalogisere
og opbevare delene medens restaureringen står
på, regn med den tid det tager at samle bilen
igen efter restaureringen, dette tager altid meget længere
tid end de som ikke har prøvet det kan forstille
sig, regn med den ofte oversete faktor som hedder bolte,
møtrikker, skiver, clips, gummilister og en masse
andre ting af samme slags, sådanne ubetydelige
småting kan nemt beløbe sig til 10 –
15.000kr eller mere.
Når arbejdet starter, vil de fleste værksteder
forlange at få udbetalt et vist rådighedsbeløb,
til dækning af blandt andet materiale indkøb.
Herefter vil det være mest formålstjenligt
for begge parter at afregne med faste terminer f.eks.
en gang om måneden, så man hele tiden betaler
for det arbejde som er udført indtil nu.
Igen, indse vigtigheden af at du selv, helst hele tiden
følger arbejdet på nærmeste hold
og gør indsigelser hvis du har en forventning
om at arbejdet burde være udført på
en anden måde, tal med værkstedet om det,
så i kan få rettet misforståelsen
så snart du bliver opmærksom på den,
husk samtale fremmer forståelsen. Somme tider
er der forskel på det du som kunde forventer og
det som du reelt kan få for de penge du betaler
for det.
Regninger!
Få altid regning på det udførte
arbejde, det er meget vigtigt. OK, ganske vist restaurerer
du bilen i dit liv, og det er absolut ikke din mening
at sælge den – nogen sinde! Men somme tider
bliver dagen i morgen ikke helt som du havde forestillet
dig, og det er jo også set før, at en mand
er blevet tændt på ny, har forelsket sig
igen, i en ny ( bil ). Skulle det ske for dig og du
derfor ønsker at sælge din første
kærlighed ( bil ), så ville det være
ganske rart at kunne vise sort på hvidt, hvor
meget du har investeret i projektet. En køber
er altid meget nemmere at overbevise om din bils mange
kvaliteter, hvis du kan dokumentere alle de reservedele
og arbejdstimer du har investeret i bilen. Kort og godt,
sørg altid for at få regninger på
alt hvad du køber til din bil, på både
reservedele og på arbejdsløn, sørg
for at få regningerne specificeret i en grad så
man kan se at det er netop denne bil det drejer sig
om. Hvordan vil du ellers med sikkerhed kunne overbevise
en køber?
Hvordan skal din bil se ud?
Ønsker du at bilen skal ende med at ligne en
fabriksny, eller skal den fremtræde som en gammel,
men vel vedligeholdt bil, altså skal den udstråle
en vis patina? Det er vigtigt at få det aftalt
med dit værksted på et tidligt tidspunkt.
En restaurering hvor alt bliver udskiftet med nyt, kan
være vanskelig at give en troværdig patina,
det vil hvis det er det det drejer sig om være
nemmere at nå et godt resultat hvis man kan anvende
en stor del af det oprindelige udstyr, urestaureret
så som f.eks. kromdele, instrumenter og kontakter
uden først at skulle restaurere så de står
som fabriksnye, for derefter at tilføre dem kunstig
patinering, som ofte kommer til at virke, ja netop kunstig.
På samme måde kan man overveje hvis f.eks.
de originale lædersæder overhovedet er redbare,
om man skulle lade være med at ompolstre dem,
men det er jo smag og behag, frem for alt beslut dig
til det inden det er for sent og med del det til dit
værksted, hvis ikke du siger noget vil man sikkert
forsøge at forny alt hvad man umiddelbart finder
slidtage på, selvom det jo netop er nogen af disse
dele der kan få det til at se ægte ud.
Men måske er dine forventninger til restaureringen
netop at det skal ligne en fabriksny bil, eller måske
ønsker du at gå endnu længere og
få bilen til at ligne en som er sat op til Show
Room stade med masser af højglans poleret lak
og masser af krom, men fortæl værkstedet
det.
At købe en restaureret bil.
Vigtigt hvis du køber en restaureret bil, er
bilens oprindelse, hvad er der gået forud, hvordan
er restaureringen udført og af hvem? Spørg
efter fotografier, regninger på udført
arbejde, se efter at det som står på regningerne
også er udført på bilen. Forsøg
at kontakte det værksted som har restaureret bilen
og spørg hvad der blev lavet på den, det
er før set at en bil er annonceret som totalt
restaureret af det kendte værksted NN, hvor en
forespørgsel giver som resultat at værkstedet
siger vi har blot sørget for af få bilen
malet.
Hvor godt en bil er restaureret er vanskeligt at afgøre
selv for en specialist, hvis restaureringen er er udført
perfekt, bør det være umuligt at se hvor
bilen er restaureret. Prøv om du kan finde frem
til hvornår bilen er restaureret. En hel del af
det arbejde som blev udført i 80erne var ofte
kun kosmetisk og ikke særlig godt udført.
Reparationer udført i 90erne vil ofte trænge
til at blive gentaget nu, specielt hvis de er udført
som gør det selv arbejde af folk som måske
ikke har haft den tilstrækkelige tekniske indsigt
Den første ejer af et passende samlerobjekt,
har haft en tilstrækkelige økonomi til
at ved lige holde bilen på behørig vis,
det ser straks anderledes ud når bilen efter en
10-15 år har tabt så meget i værdi
at den ofte har skiftet ejerskab til personer som ikke
har haft den økonomiske formåen til at
reparere og vedligeholde bilen godt nok.
Hvad enten du vil have din bil restaureret, eller du
vil købe en restaureret bil, må reglen
være at købe det bedste din økonomi
tillader, også her gælder det du får
kun hvad du betaler for.
Sammenfatning
Det ville måske være en god ide at prøve
at drage nogle konklusioner som man kan bruge, når
man planlægger en restaurering. Lad os forsøge
at sammenfatte det i de følgende punkter, og
opstille en slags tjek liste.
Typen af bil.
Dit budget.
Din tidshorisont.
Hvilken grad af restaurering vil du acceptere.
Vil du selv deltage i restaureringen.
Punkterne 1 – 4 hænger sammen i en sådan
grad at det kan være vanskeligt at skille dem
ad.
Vedr. . 1.Typen af bil.
Som du kan se af det foregående, kan en totalrestaurering
af en eksotisk bil let blive så kostbar, at mange
af os overhovedet ikke vil drømme om det. Men
der findes jo også andre, nogen vil måske
kalde det mere ydmyge biler, som kan komme på
tale. Hvilken bil man vælger at restaurere kan
være afhængig af mange ting, men vi kan
lige så godt være ærlige over for
os selv, for uanset om vi er det der i folkemunde hedder
stinkende rige, eller vi kører med et stramt
budget, ser vi jo gerne at tingene hænger sammen,
vi går jo alle sammen og synes at skal vi til
at smide rigtig mange penge efter en gammel bil, så
skulle den jo også gerne være det værd
når den er færdig, hvis du dermed mener
at den skal kunne sælges blot til det du har kostet
på den, eller måske mere, vil jeg gentage
som jeg sagde i indledningen, glem det! Betragt din
investering som et kærlighedspant.
Vælg typen af bil, selvfølgelig ud fra
dit budget, men inden for dette, skal du absolut lade
hjertet råde, vælg en bil du kan lide, en
bil du måske har haft gode oplevelser med og minder
om fra din ungdom eller barndom, en bil som du husker
fra og forbinder med noget positivt. Det er meget vigtigt
at du vælger bilen i dit liv, eller gør
den til det. For uanset hvor stramt et budget du kan
lægge og måske over holde, viser erfaringerne
næsten altid at du på sigt får stoppet
flere penge i dit projekt end du bryder dig om at fortælle
din kone, derfor er det vigtigt at du elsker din klassiske
bil næsten lige meget som din kone, det skal være
et rent kærlighedsforhold, for det bliver aldrig
en forretning. Hvis du kan lide bilen, kan det jo være
lige meget om mærket hedder Trabant eller Rolls
Royce, men Trabanten er sikkert den billigste at restaurere.
Vedr.: 2. Dit budget.
Er budgettet den vigtigste faktor i dine overvejelser,
er der jo også den mulighed at du sparer en del
af pengene ved selv gennemføre restaureringen,
det vil naturligvis billiggøre projektet med
den arbejdsløn du ellers skulle have betalt til
de professionelle, du kan jo også vælge
at gøre en del af arbejdet selv og sende det
som du ikke lige magter ud til profferne. Hvis du selv
vil være hoved entreprenør på opgaven,
så husk at du i denne situation, selv står
med hele planlægningen, tilrettelægningen,
og opfølgningen af de enkelte opgaver, samt opsøgning
af diverse leverandører. Men lad dig ikke afskrække
af det, jeg kan fortælle dig at det er en meget
spændende opgave og det er måske en af de
største oplevelser man kan have, netop det at
vide, at denne bil har jeg selv lavet og netop det at
skabe noget rummer i sig selv en meget stor tilfredsstillelse.
Har du det nødvendige mod på opgaven, kan
jeg absolut anbefale denne model den kan give dig en
meget stor tilfredsstillelse.
Vedr.: 3. Din tidshorisont.
Din tidshorisont, er der egentlig ikke så meget
andet at sige om, end hvis penge ikke er problemet så
lad de professionelle udføre arbejdet, det går
hurtigst. Og har du et stramt budget, så må
opgaverne jo løses når der er penge til
det, så må det jo tage den tid det skal
tage.
Vedr.: 4 Hvilken grad af restaurering vil du acceptere?
Dette er et centralt spørgsmål hvad enten
det drejer sig om en professionel, eller en gør
det selv restaurering, eller du skal købe en
tidligere restaureret bil. Hver enkelt opgave i restaurerings
forløbet, vil kunne løses ved at man populært
sagt springer over hvor gærdet er lavest, men
vil også kunne løses ved at man går
hele vejen, ikke overlader noget til tilfældighederne,
men udfører opgaven efter de højeste håndværksmæssige
normer, man kan jo også vælge en løsning
et sted der imellem, som tidligere valget er dit. Hvis
du er gør det selver, skal du jo ikke spørge
andre, hvis du har professionelle til at udføre
arbejdet, er valget også dit, men du kan, hvis
du vælger en for ringe løsning risikere
at den professionelle siger at det vil han ikke lægge
navn til.
Et større problem vedrørende restaurerings
graden har du hvis du køber en bil som er restaureret.
Som tidligere sagt kan det være endog meget vanskeligt
at afgøre hvad der i grunden er lavet ved bilen
og i særdeleshed hvor tilbundsgående restaureringen
har været. En total restaurering vil som tidligere
omtalt være så dyr, at den er nærmest
ubetalelig, så lad os regne med at hvis prisen
er til at betale, så er tale om en delvis restaurering,
uanset hvad sælgeren siger, men måske har
bilen været i ganske god stand og har kun krævet
mindre reparationer. At købe en restaureret bil
er i overvejende grad en tillidssag.
Men husk uanset om du køber eller restaurerer,
du får hvad du betaler for.
Vedr.: 5 Vil du selv deltage i restaureringen?
Som sagt tidligere, hvis ikke du har en økonomi,
som gør at du ikke gider at bekymre dig om bagateller
og derfor ønsker at betale dig fra det hele,
så kan du jo også gøre det til et
gør det selv projekt, helt eller delvis.
Som gør det selver, står du også
med alle problemerne selv, er du ikke fagmand vil der
være mange ting du må spørge dig
til råds om, spørg dem der har forstand
på tingene, og vogt dig for råd fra "kloge
hoveder" dem er der alt for mange af. Er du ikke
fagmand er det bedste du kan gøre sikkert at
alliere dig med en, lad ham råde dig under restaurerings
forløbet og overlad de ting du ikke selv magter
til ham. Når du søger råd, behøver
du jo ikke at nøjes med at spørge en,
du kan spørge hos forskellige, men nu bliver
det for alvor vanskeligt, for du vil givet vis få
afvigende svar på det samme spørgsmål,
det kan skyldes at nogle af dem du spørger måske
ikke helt har de faglige kvalifikationer der kræves
for at råde dig bedst muligt, men du vil også
opleve at to ellers kompetente rådgivere vil give
dig afvigende svar, det kan skyldes at du måske
ikke helt har fået gjort rede for det niveau du
mener din restaurering skal have.
Du gør klogt i at planlægge restaureringen
så grundigt som muligt, der bliver alligevel mange
afvigelser undervejs. Tilrettelæg arbejdsgangen
lige fra adskillelse og katalogisering af de mange dele,
samt de egentlige reparationsarbejder, det være
sig motor, transmission, undervogn, karrosseri, kromdele,
indtræk instrumenter, elektrisk udstyr, dynamo,
starter, viskermotor, strømfordeler, for blot
at nævne nogle få af de ting du skal have
styr på, lige til maling og samling af bilen.
Hele tiden må du holde dig for øje hvilken
grad af restaurering du ønsker, samt hvilken
grad dit budget tillader, og så er der jo heldigvis
også den mulighed, at der er visse dele af bilen,
som måske ikke kræver en restaurering. De
to vigtigste faktorer er dit budget og hvor lang tid
må det tage, hvor længe kan du vente på
at komme ud at køre i din bil, de to ting vil
bestemme omfang og grad af din restaurering.
Det lyder som en meget stor opgave at gennemføre
en restaurering, og det er det virkelig, måske
netop derfor er det ikke blot en spændende opgave,
men også en meget stor personlig tilfredsstillelse
når opgaven er gennemført, så gå
blot i gang.
Husk også, at hvis det er bilen i dit liv, så
er det ret underordnet hvad der står på
køleremblemet, og er det lykkedes for dig at
holde din restaurering på et lavt budget, så
bliver glæden og dine oplevelser med bilen ikke
ringere af den grund.